Vi skifter navn til Erhvervscast Djursland

Man skal have lov til at blive klogere – og det er vi blevet. Derfor ændrer vores Erhvervscast navn fra Erhvervscast Norddjurs til Erhvervscast Djursland – fordi det ganske enkelt giver mere mening.

Efter et møde med Bjarne fra BusinessDjursland gik det op for mig, at det at vælge et snævert forkus på Norddjurs Kommune ganske enkelt ikke gav mening. Fordi, som Bjarne ganske rigtigt sagde, “erhvervslivet tænker ikke i Nord- og Syddjurs. De tænker Djursland.” Og det er jo rigtigt – kommunegrænsen betyder kun ganske lidt i forhold til erhvervsudviklingen, og det er en kunstig begrænsning i dækningen af det lokale erhvervsliv at holde sig til den nordlige del af vores halvø.

Så nu skifter vi altså navn – fordi vi ligeså godt kan gøre det før at navnet er blevet alt for indarbejdet. Det betyder at hjemmesiden nu hedder erhvervscast-djursland.semiosis.dk og at man finder podcasten i sin podcast-app ved at søge på “Erhvervscast Djursland”. Det er blevet opdateret i Apple Podcasts og PocketCasts, men det kan godt være at nogen af de andre indekser lige skal bruge nogle dage på at finde det nye feed. Hvis du allerede abonnerer så burde feedet også automatisk skifte navn. Men hold lige lidt ekstra øje når næste udsendelse udkommer den 1. juni.

Og så del lige med erhvervsinteresserede på Djursland, at vi findes – så vi kan komme ud til endnu flere. Og hvis du har historier du synes vi skal dække så tøv ikke med at kontakte os.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *